AKTIVITETSREGULERING: Hvordan finder man balancen mellem over – og underaktivitet?
Langt de fleste kroniske smerter kommer fra kroppens bevægelsesapparat1, og derfor kan du opleve, at hvis du overanstrenger din krop gennem fysisk aktivitet, vil oplevelsen af dine smerter forværres i større eller mindre grad. Det kan være praktiske ting i dagligdagen eller på jobbet.
Men det er samtidig også vigtigt, at du husker at bevæge dig, fordi fysisk aktivitet stadig er godt for din krop. Det er nemlig vigtigt, at du holder din krop sund og stærk.
Det er derfor en god idé, at du tænker over, hvordan du kan planlægge dine fysiske aktiviteter på en måde, så du ikke ender med overaktivitet, der kan forværre dine smerter så meget, at du må blive i sengen i flere dage.
Vi kalder det for ’aktivitetsregulering’, og du har måske hørt din læge tale om det.
Aktivitetsregulering handler om, at du finder den rette balance mellem aktivitet og hvile. Mange kan ende i en ond cirkel, hvor de kommer til at lave alt for mange fysiske ting, som betyder at smertefølelsen forværres, og at de derfor har behov for at holde lange pauser – måske endda i flere dage.
Hvis du kan finde den rette balance, som passer netop til dig, så har du mulighed for at mindske antallet af pauser mellem dine aktiviteter.
Eksempel: Du skal pudse dine vinduer. Du har 10 vinduer i dit hjem. I stedet for at pudse alle vinduerne på samme dag, så fordeler du aktiviteten over flere dage. Så risikerer du nemlig ikke, at du overanstrenger dig og må holde lange pauser, hvor du holder dig helt i ro.
Lav en aktivitetspyramide
Det kan være en god idé at lave en aktivitetspyramide. I aktivitetspyramiden placerer du dine praktiske aktiviteter – både dem som foregår i hjemmet, og dem som foregår på jobbet – på forskellige niveauer i pyramiden alt efter, hvor meget af din energi, som de kræver.
På den måde bliver du klar over hvilke praktiske arbejdsopgaver, der kræver meget af dig og hvilke, der er lettere for dig.
Eksempel: At støvsuge hele dit hjem er utrolig hårdt for din krop, og du oplever efterfølgende mange smerter. Denne opgave placerer du derfor øverst i pyramiden. Derimod er tøjvask ikke så krævende for dig, og du placerer derfor opgaven nederst i pyramiden.
Download din egen aktivitetspyramide her, og udfyld den.
Du kan også tage din aktivitetspyramide med til din læge. Så kan I sammen tale om, hvordan du kan planlægge din dagligdag på en måde, hvor dit aktivitetsniveau holdes på et moderat niveau, så du undgår at skulle holde lange pauser eller, at du må blive i sengen i flere dage.