GODE RÅD: Sådan kan motion hjælpe mod smerterne

Hvis du lever et aktivt liv, påvirker det din livskvalitet positivt – også selvom du har kroniske smerter. Mange tror det modsatte, men motion og træning kan faktisk hjælpe mod smerterne. Når du motionerer, aktiveres de samme centrer i hjernen, som styrer din oplevelse af smerter. Når du dyrker motion, styrker du ikke kun din krop – du forbedrer også dit humør, dit energiniveau og din nattesøvn. 

Med kroniske smerter kan det dog virke uoverskueligt at skulle motionere. Her er tre gode råd til, hvordan du kommer i gang: 

1. Start langsomt op, så du undgår skader

Det er vigtigt, at du ikke starter ud med at overbelaste dig selv og din krop. Byg i stedet langsomt træningen op, så kroppen tilpasser sig belastningen, og du undgår overbelastning.1

2. Find den rigtige træningsform for dig

Det vil naturligvis være individuelt, hvor meget motion man kan dyrke, men lidt er langt bedre end ingenting. Det handler bare om at røre sig, så meget som kroppen giver mulighed for. Du kan træne derhjemme eller i et fitnesscenter, hvor du selv står for træningen. Du kan også få professionel vejledning, hvis du ikke har dyrket motion tidligere. Der er ikke en bestemt træningsform, som er bedst, hvis du har kroniske smerter - det er forskelligt fra person til person. 

3. Spørg en fysioterapeut til råds, hvis du er i tvivl

Der er naturligt at få ondt i muskler og led i forbindelse med eller efter motion. Men hvis du overanstrenger din krop gennem fysisk aktivitet, kan du føle at dine smerter forværres i større eller mindre grad.2 Derfor er det vigtigt, at du er forsigtig, så du ikke på sigt forværrer dine kroniske smerter. Hvis du er i tvivl, kan det være en god idé at spørge en fysioterapeut til råds.

 

GODE RÅD: Sådan kan sund kost hjælpe mod smerterne 

Smerterne kan betyde, at det er svært at få nok motion. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad du spiser, så du ikke indtager flere kalorier end, du kan forbrænde.  

Ligesom motion kan en sund og varieret kost have en positiv effekt og være med til at give dig modstandskraft og energi. Men det kan være svært at regne ud, hvad man skal spise. Her kommer derfor et par gode råd: 

De officielle kostråd – for en sund og varieret kost

Når du skal spise sundt, kan det hjælpe at have nogle huskeregler. Hvis du følger de officielle kostråd, er du sikret en sund og varieret kost. De officielle kostråd er3

  • Spis varieret, ikke for meget, og vær fysisk aktiv
  • Spis frugt og mange grøntsager
  • Vælg fuldkorn
  • Vælg magre mejeriprodukter
  • Spis mad med mindre salt
  • Spis mere fisk
  • Vælg magert kød
  • Spis mindre sukker
  • Spis mindre mættet fedt
  • Drik vand

Brug disse sunde fødevarer til inspiration:4

GODE RÅD: Sådan husker du din medicin

Sammen med lægen skal du finde den bedst mulige balance og grad af smertelindring i forhold til eventuelle bivirkninger.5 For at behandlingen skal virke efter hensigten, er det vigtigt at få nogle gode vaner i forhold til at tage din medicin. Men det kan være svært at huske at tage sin medicin til tiden. Derfor er her nogle gode råd til, hvordan du kan gøre det lidt lettere for dig selv i hverdagen6:

  • Samme placering

Placer din medicin et sted, hvor du bliver mindet om at tage den. Det kan fx være ved tandbørsten. Sørg dog altid for at opbevare alt medicin, så børn og unge ikke kan få fat på det – helst aflåst.

  • Fast tidspunkt

Indtag din medicin i forbindelse med noget, du gør dagligt. Det kan være samtidig med et måltid, tandbørstning eller ved sengetid.

  • Sæt en påmindelse

Sæt en alarm eller påmindelse i kalenderfunktionen på din mobiltelefon eller computer.