Smerte og søvnproblemer er tæt forbundet: Arbejd med din søvn og bryd den onde spiral
Søvn og smerter kan påvirke hinanden – og det er et kendt fænomen, at kroniske smertepatienter ofte har forringet søvnkvalitet. De to ting er faktisk så tæt forbundet, at søvnproblemer og smerter forekommer hyppigere sammen end hver for sig1. Det kan føles som en ond spiral, hvor smerter forringer din søvn og dårlig søvn gør dine smerter værre. Men hvorfor hænger de to ting sådan sammen? Og hvad kan du selv gøre for at bryde spiralen, forbedre din søvn og mindske dine smerter?
Dårlig søvn kan have en negativ påvirkning på smerter
Hvis du har kroniske smerter, så har du med stor sandsynlighed også oplevet udfordringer med at sove –forskning viser nemlig, at mange personer med kroniske smerter har søvnproblemer. Faktisk er det helt op mod 80 %2 , der oplever, at deres søvn påvirkes negativt af deres smerter.
Dårlig søvn kan indirekte forværre smerter og andre forskellige faktorer, der har indflydelse på smerteintensiteten som fx dårligt humør, en følelse af hjælpeløshed overfor smerter og træthed3 . Samtidig viser anden forskning også, at kronisk søvnmangel kan sænke din smertetærskel og dermed gøre, at du vil være mere tilbøjelig til at opleve smerter.
Udover at dårlig søvn i sig selv altså har en negativ påvirkning på smerteoplevelsen, kan det ligeledes føre til, at du har mindre overskud til at kunne håndtere smerterne i løbet af dagen. Søvn er nemlig med til at give overskud og energi til dette – og det er derfor alfa og omega for kroniske smertepatienter at have et godt søvnmønster4.
Kan smerter påvirke den ”gode søvn” – og hvad er god søvn egentlig?
Problemet er dog, at det kan være svært at opnå den gode søvn, når man har ondt. Når man lægger sig i sengen og kroppen ”larmer”, kan det være svært at finde ro – og når man vågner om natten og mærker smerterne, kan det være svært at vende tilbage til søvnen.
Og måske arbejder vores oplevelse af, hvad god søvn egentlig er, heller ikke helt med os i dette tilfælde. Faktisk kan oplevelsen af at have sovet dårligt være værre end, hvordan man reelt har sovet. For når man vågner og har ondt, så vil hjernen tro, at man har sovet dårligt – selvom det måske ikke er tilfælde5 . En god søvn er nemlig ikke ens betydende med fx en nat uden opvågninger.
Det er helt normalt at vågne flere gange om natten – de fleste husker bare ikke, at de gør det, fordi de hurtigt falder i søvn igen. Det er også helt almindeligt, at det tager mellem 10-20 minutter at falde i søvn, men det føles som meget lang tid, når du har smerter6.
I virkeligheden handler det om at finde frem til din egen model for god søvn. Det kræver måske en ændring af dine vaner – og for at komme i gang med det er det vigtigt, at du får et overblik over dine udfordringer med søvnen.
Gode råd og vejledninger: Skab overblik over din søvn og dine udfordringer
En god måde at arbejde med at få overblik over din søvn og dine udfordringer på kan være at udfylde en søvndagbog. Skriv fx ned, hvordan og hvor meget du har sovet – og hold øje med det, der stikker ud. På den måde finder du ud af, hvad der virker og ikke virker for dig.
Og ligesom du benytter forskellige strategier til at arbejde med dine smerter i løbet af dagen, er der heldigvis flere ting du kan bringe i spil, som kan hjælpe til bedre og mere søvn. FAKS, Foreningen af kroniske smertepatienter, har lavet en pjece om søvn og smerter, som giver dig vejledning og gode råd til, hvordan du arbejder med at få en bedre søvn. Du kan downloade pjecen her eller på deres hjemmeside www.faks.dk, hvor du også finder 10 råd til god søvn (uden medicin).
Husk på, at det tager tid at ændre vaner, og at mærke effekten af dine ændringer. Stol på processen og gå all in, hvis du beslutter dig for at arbejde med din søvn og dine vaner.
Du bør dog være opmærksom på, at dårlig søvn også kan skyldes anden sygdom, der ikke nødvendigvis er relateret til dine smerter. Fx er søvnapnø meget typisk blandt personer med kroniske smerter – og forskning viser, at det gælder for op mod 50 % af de personer, der kommer i et smertecenter7.
Hvis du er i tvivl, om du lider af søvnapnø eller anden sygdom, der kan medføre dårlig søvn, så er det en god ide at tale med din læge om din bekymring.
1”En lang nattesøvn er en social konstruktion”, haleonpro.dk/en-lang-nattesoevn-er-en-social-konstruktion/
2”Godnat og sov godt”: En pjece om søvn og smerter, FAKS
3”Kroniske smerter: 11 strategier til bedre søvn”, smertefribevaegelse.dk/soevn-strategier/
4”En lang nattesøvn er en social konstruktion”, haleonpro.dk/en-lang-nattesoevn-er-en-social-konstruktion/
5”En lang nattesøvn er en social konstruktion”, haleonpro.dk/en-lang-nattesoevn-er-en-social-konstruktion/
6Godnat og sov godt: En pjece om søvn og smerter, FAKS
7Godnat og sov godt: En pjece om søvn og smerter, FAKS